Fællesskaber i de fire sogne
Samvær i sognene
Leder du efter et lokalt fællesskab? Måske er Herrehjørnet, Fyraftenskoret og hyggelig damekaffe noget for dig.

Fyraftenskoret
Hver onsdag kl. 17 i Osted - fra 3. september
Vil du synge med? Fyraftenskoret starter efterårssæsonen onsdag d. 3. september kl. 17
Fyraftenskoret er Osted og Allerslev kirkers kor. Der er ca. 45 medlemmer fordelt på fire stemmer, sopran, alt, tenor og bas. Det ledes af organist Camilla Britt Donovan. Koret synger et blandet repertoire med både kirkelig og verdslig musik.
Koret øver hver onsdag kl. 17-18 i Stalden ved Osted Præstegård, første gang efter sommerferien onsdag d. 3. september.
3-4 gange om året medvirker koret ved kirkernes gudstjenester, og et par gange om året optrædes ved andre arrangementer. I efteråret har vi bl.a. lovet at synge til et arrangement med sang og folkedans i Ringsted.
Det er gratis at være med i koret, det eneste, der kræves, er et stabilt fremmøde. Man behøver ikke at forhåndstilmelde sig. Har du lyst til at synge med, så møder du bare op.
Har du spørgsmål, så skriv til Camilla Britt Donovan

Herrehjørnet
Mødes tirsdag i lige uger fra 13-15 i Allerslev
Sidder du derhjemme og keder dig?
Har du lyst til at komme ud og sludre med andre?
Har du lyst til at møde nye venner?
Så kig forbi Herrehjørnet.
Vi mødes tirsdage i lige uger fra kl. 13-15 i Munkehuset i Allerslev, hvor vi synger sammen, spiser frokost og nyder en øl, vand og en kop kaffe i hinandens gode selskab. Vi har ind imellem besøg af foredragsholdere eller lokale, der bidrager med nyt til fællesskabet.
Herrehjørnet har eksisteret siden 2018 til glæde og gavn for lokalområdet. Vil du vide mere, så kontakt gerne Kurt Bierbum på mobil 22 91 52 12 eller Folmer Jensen på mobil 29 45 67 87.
Adressen er Munkedammen 8, 4320 Lejre.
Næste gang: tirsdag den 2. september.

Damekaffe i Rorup
Samvær for (enlige) kvinder
Med jævne mellemrum inviterer sognepræst Karen Vinther Ringsmose på kaffe, hyggeligt samvær og en god snak i Rorup.
Der er ingen faste datoer, men alle er velkomne til at kontakte præsten for at høre nærmere – og være med!
Møderne og fællesskabet er et frirum, hvor ingen emner er for store eller små.
Kontakt Karen Vinther Ringsmose på kvr@km.dk eller 21 20 71 37.

Morgenstund har guld i mund
Rorup Præstegård fra 9-10 på udvalgte morgener
Særligt for hjemmearbejdende forældre, der har brug for et anderledes samtalerum med nærvær og fordybelse. Vi mødes og taler om et emne uden at kommentere på hinandens ord.
Vi synger en salme, nyder en kop kaffe eller the i hinandens selskab og måske tænder vi et lys i kirken.
Vi mødes hos sognepræst Karen Vinther Ringsmose i Rorup Præstegård kl. 9-10 på udvalgte dage. Datoer følger.
Kunne du tænke dig at være med?
Skriv til Karen på kvr@km.dk

Sorggruppe for pårørende og efterladte
Kirke Hyllinge Kirke tirsdage kl. fra 19-21
Sorggruppen er for dig, som har mistet et menneske, du holdt af. Samtalerne i gruppen er ikke terapi, men et fortroligt rum, hvor du kan styrke modet til at leve med sorgen og den, du har mistet, som en del af din livshistorie.
Sorg er ikke et problem, der skal løses. Sorgen skal bæres, og det er en hjælp at tale med andre om de ting, som har og har haft så afgørende betydning i livet.
Forløbet er et sammenhængende forløb, hvor samtalen udvikler sig fra gang til gang. Derfor er det vigtigt, at du kan deltage stort set hver gang.
Hver gang, vi mødes, er der en pause, hvor vi drikker en kop kaffe/te. Vi afslutter med en refleksion og et stykke musik.
Forløbet strækker sig over 8 gange af to timers varighed.
Vi mødes tirsdage kl. 19.00-21.00. Vi mødes hver gang i Kirke Hyllinge Kirke.
FØRSTE GANG er tirsdag den 19. august.
Deltagelse er gratis, og alle er velkomne uanset livssyn.
Tilmeld eller hør mere
Vil du tilmelde dig forløbet eller blot høre mere om det, kan du kontakte en af de to sognepræster, som faciliterer forløbet:
Sognepræst Mette Griffenfeldt Merrald
mgm@km.dk, tlf.: 20 89 25 03
Sognepræst Mette Marie Ladekær Gräs
mmg@km.dk, tlf.: 40 47 25 95
Sorggruppen er et samarbejde mellem alle sogne i Lejre Provsti og er hovedsagelig for beboere i et af disse sogne.
Du kan, hvis du har brug for det, bestille en kirkebil (taxa) til og fra sorggruppen, som kirken betaler.