
21/08/2025 0 Kommentarer
Tilbud: Sorggruppe for pårørende og efterladte
Tilbud: Sorggruppe for pårørende og efterladte
# Nyheder

Tilbud: Sorggruppe for pårørende og efterladte
Sorggruppen er for dig, som har mistet et menneske, du holdt af. Samtalerne i gruppen er ikke terapi, men et fortroligt rum, hvor du kan styrke modet til at leve med sorgen og den, du har mistet, som en del af din livshistorie.
Sorgen er forskellig fra menneske til menneske. Men alligevel kan der være nogle fællestræk, som det kan være forløsende at dele med andre.
Sorg tager tid, og det kommer ofte bag på mange. I sorggruppen har vi tid til at tale sammen og at lytte til andre, som selv ved og mærker, hvordan det er at miste.
Sorg er ikke et problem, der skal løses. Sorgen skal bæres, og det er en hjælp at tale med andre om de ting, som har og har haft så afgørende betydning i livet.
Forløbet i sorggruppen
Forløbet er et sammenhængende forløb, hvor samtalen udvikler sig fra gang til gang. Derfor er det vigtigt, at du kan deltage stort set hver gang.
Hver gang, vi mødes, er der en pause, hvor vi drikker en kop kaffe/te. Vi afslutter med en refleksion og et stykke musik.
Forløbet strækker sig over 8 gange af to timers varighed. Vi mødes tirsdage kl. 19.00-21.00. Vi mødes hver gang i Kirke Hyllinge Kirke.
FØRSTE GANG er tirsdag den 19. august.
Deltagelse er gratis, og alle er velkomne uanset livssyn.
Tilmeld eller hør mere
Vil du tilmelde dig forløbet eller blot høre mere om det, kan du kontakte en af de to sognepræster, som faciliterer forløbet:
Sognepræst Mette Griffenfeldt Merrald
mgm@km.dk | tlf.: 2089 2503
Sognepræst Mette Marie Ladekær Gräs
mmg@km.dk | tlf.: 4047 2595
Sorggruppen er et samarbejde mellem alle sogne i Lejre Provsti og er hovedsagelig for beboere i et af disse sogne.
Du kan, hvis du har brug for det, bestille en kirkebil (taxa) til og fra sorggruppen, som kirken betaler.
Kommentarer