Fællesskab i sang

Af Camilla Britt Donovan

Når vi kommer til verden, fylder vi som det første lungerne med luft og lukker luften ud igen gennem stemmelæberne. Dette første skrig er også den første gang, vi bruger vores medfødte instrument: sangstemmen. Hvordan og hvor meget instrumentet bruges resten af livet, er individuelt; men den første brug af det binder os alle sammen.

Til alle tider og alle steder har vi brugt sangen til at knytte os til hinanden. Tænk på fødselsdage og fester, salmer i kirken, kampsange, sanglege og fodboldkampe. Tænk på arbejderbevægelsen, alsang under krigen, spejdere på vandring eller med en guitar ved et lejrbål.

Sang er en mulighed for at udtrykke sig poetisk. De fleste af os siger jo nok ”sikke et dejligt vejr”, eller ”det er på tide at komme i haven”, når foråret kommer, og ikke:

”Det er i dag et vejr – et solskinsvejr! O, søde vår, så er du atter nær!”. (HS. 287)

Måske siger vi ”godt at se dig”, når vores ægtefælle kommer hjem; men hvor tit hilser vi med et:

”Åh, se, nu smiler hun igen, min Ilsebil, min egen ven - det er, som selve solens skin faldt i mit hjerte ind.” (HS 464)

Her er sangene vores mulighed for at udtrykke os større og dybere, end vi selv kan finde ord til. Vi låner andres ord og gør dem til vores egne ved at synge dem.

Fællesskabsfølelsen handler ikke kun om at sangenes tekster bliver fælles eje, mens vi synger. Helt grundlæggende giver det at skabe musik sammen, en fællesskabsfølelse. Bare det, at vi trækker vejret samtidigt, gør, at vi flytter fokus til de andre omkring os og mærker, at vi er en del af en stor organisme.

Melder man sig i et kor, er det i høj grad dette, der arbejdes med. Der er selvfølgelig noder, der skal læres og sangteknik, der skal passes; men det musikalske arbejde er, at få alle sangere til at stræbe efter det samme mål. At få alle til at lytte sig ind i en helhed, hvor netop deres bidrag ikke må overdøve de andres; men samtidig heller ikke kan undværes.

I kirken er det oplagt at synge: Samhørighed i menigheden, der syngende udtrykker store ord og tanker. Vi hører om juleglæde og mærker den, når vi synger

”Dans, lille barn, på moders skød! En dejlig dag er oprunden.” (DDS. 119)

Vi lytter til præstens trøstende ord om evigt liv; men forstår dem først, når vi synger:

”Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn. Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evig fly.” (DDS. 754)

Og holder præsten en dejlig prædiken om Guds store skaberværk, smiler vi på vej ud ad kirkedøren og nynner:

”Hvad skal jeg sige, når jeg ser, at alle skove vrimle, de mange fuglesving, der sker op under Herrens himle?” (DDS. 15).

Som organist og dirigent bruger jeg meget tid på sang. Jeg arbejder dagligt med folk med store og små stemmer, begge dele giver mig stor glæde, og jeg opfordrer alle:

Træd ind i fællesskabet. Syng! Syng! Syng!

Citater fra Højskolesangbogen 19. udgave (HS) og Den Danske Salmebog (DDS)