11/06/2025 0 Kommentarer
Portræt: Lars Munch
Portræt: Lars Munch
# Portræt

Portræt: Lars Munch
Portræt: Lars Munch
Af Karen Møller Christensen
Mød Provsten. Den overordnede præst
Provsten. En myndighed og autoritet i folkekirken. Den overordnede præst. Men hvem er han? Vores provst, Lars Munch, har ansvaret for præsterne i Lejre provstis 17 sogne. Det er efter provstens eget udsagn et lille og meget homogent provsti, hvor én præst typisk har to kirker – og dermed to sogne at tage sig af.
Udover at være provst, er Lars Munch også sognepræst i Kirke Hyllinge og Lyndby. Det har han været i snart 30 år, mens han har varetaget provstegerningen siden 2007. Lars Munch er en mand, der kan lide, at der er højt til loftet, og han værdsætter nærvær og humor.
”Jeg laver to ting: jeg er en helt almindelig sognepræst – og det er jeg nok mere end mange andre provster, fordi Lejre er et lille provsti. Og så insisterer jeg på at have konfirmander. Der er 102 provster i Danmark, og rigtig mange af dem har ikke konfirmander længere. Det har jeg - fordi jeg synes, det er sjovt, og fordi jeg har tid. Derudover har jeg en helt almindelig leder-dagligdag med MU-samtaler, kørsel, sekretærhjælp, ferieplanlægning og planlægning af arbejdet generelt. Præcis som alle andre.”
Provstiudvalget – den økonomiske livsnerve
Rundt om i sognenes menighedsråd kender man i den grad også til provsten. Han er forretningsfører, men ikke formand, i provstiudvalget, hvor de 6 valgte medlemmer fra provstiets sogne og en præsterepræsentant mødes og diskuterer administration og økonomi af de forskellige sogne en gang om måneden. Det er her, ansøgninger til projekter, renoveringer og tiltag behandles, så menighedsrådene kan få hurtigt svar og komme videre med arbejdet.
”I de enkelte menighedsråd kan de stort set gøre med de penge, de får, som de har lyst til. Vi har ikke bundet dem. Nogle steder prioriterer man forskelligt, og det er charmen ved det. Der er fuld gennemsigtighed med økonomien, der bliver udbetalt i tolvtedele.”
Udover møderne i provstiudvalget, er der to andre vigtige årlige møder, formandsmøde og budgetsamråd, hvor budgettet bliver planlagt. De skemalagte møder er en stor del af hverdagen og bliver prioriteret højt, fordi det er her, provsten mødes med frivillige ildsjæle fra de 17 sogne.
”Det vigtigste, jeg har været med til i min tid, er nok at indføre en fælles anlægspulje, hvor de enkelte menighedsråd kan søge om midler til et projekt. Anlægspuljen blev vedtaget af samtlige menighedsråd i 2016 og betyder, at penge ligger i provstiet og først bliver udbetalt, når arbejdet er udført. Det betyder, at der ikke ligger en masse inaktive penge ude i sognene. Samtidig har vi den ordning, at hvis pengene ikke bliver brugt, så falder de tilbage til anlægspuljen.”
”Du er da ikke en rigtig præst”
Der er ingen tvivl om, at Lars Munch nyder sit job og muligheden for at komme rundt i sit provsti fra Kornerups lille kirke på højdedraget til Hvalsøs travle bykirke. Og naturligvis også i hjembyen Kirke Hyllinge.
”Kirke Hyllinge er et godt sted med tilpas meget at lave. Vi har en dygtig organist og kirkesanger. Det er nok det, jeg er mest glad for lige nu: at der er en kvalitet i personalesammensætningen. Det giver os mulighed for at gøre noget særligt og hyggeligt. De mange forskellige arrangementer betyder også, at jeg har oplevet nogle, der siger: du er da ikke en rigtig præst,” griner Lars Munch.
Når han om fem års tid forventeligt går på pension, er det som den kun fjerde præst i Kr. Hyllinge fordelt på de seneste 140 år. Indtil da nyder han tilværelsen i den fine gamle præstegård midt i Kirke Hyllinge sammen med Mette, der også er præst. Pensionisttilværelsen er dog endnu ikke noget, der trækker for den glade præst og provst.
”Det bedste ved mit arbejde? Jamen, jeg er glad for det hele!” erklærer Lars Munch.
Foto: Peter Rahbek
Kommentarer