Portræt: Camilla Britt Donovan

Portræt: Camilla Britt Donovan

Portræt: Camilla Britt Donovan

# Portræt

Portræt: Camilla Britt Donovan

Med musikken som drivkraft

Navn: Camilla Britt Donovan
Stilling: Organist ved Allerslev og Osted kirker samt korleder i fire kor
Bopæl: Osted
Privat: Gift med Martin, sammen har parret tre børn
Yndlingssalme: Det dufter lysegrønt af græs (725)
Smukkeste oplevelse i kirken: Det, at være med et sted, hvor folk kommer for at få dybde og mening, det har stor betydning for mig.

"Jeg har altid vidst, at jeg ville være musiker. Men det tog lidt tid at finde ud af, præcis på hvilken måde."

Dem, der kender Camilla Donovan ved, at hun altid gør sig umage for at skabe gode oplevelser med musik. På mange måder har det været drivkraften i hendes virke som musiker, der startede med en blokfløjte, som dog hurtigt blev skiftet ud med klaver. Til hverdag er hun organist og leder af fire forskellige kor. Det lå ikke i kortene, at hun skulle være organist, men der var alligevel noget, der vakte hendes interesse. Efter universitetsuddannelsen i matematik og musik, blev hun derfor videreuddannet på Kirkemusikskolen.

 ”På Kirkemusikskolen gik det op for mig, at det er virkelig sjovt at spille orgel! Der er så mange gode ting ved at være organist - bare det at spille musik er i sig selv fantastisk. Organistens job er at levere underlægningsmusikken til gudstjenesten, og det betyder noget for mig at være med til at skabe en god stemning i kirken.”

Når stemningen rammer plet

Selvom hun oftest sidder bag et orgel med ryggen til kirkegængerne, er det mødet med mennesker, der betyder mest for Camilla Donovan. De fleste gudstjenester har et fast forløb, selvom valget af salmer kan variere. Uanset anledning og salmevalg er det vigtigt, at musikken understøtter stemningen i kirken. 

”Det er helt fantastisk, når tekst, musik og stemning går op i en højere enhed. Nogle gange rammer min fortolkning plet i præ- og postludium i relation til det, præsten har talt om i sin prædiken. Så er det en 10/10-oplevelse. På samme måde kan man tydeligt høre, hvis en organist er uinspireret. Det er der ingen, der ønsker at deltage i.”

 Den fødte korleder

Selvom hun aldrig selv ville have troet, at hun skulle følge i sin fars fodspor som korleder, har hun i år været leder af Fyraftenskoret i 15 år. Hvad der startede som et familiekor, er i dag et engageret kor med 40 sangglade voksne.

 ”Det, at synge med voksne, det er en særligt skøn oplevelse. Vi er 40 medlemmer nu, og det er jeg stolt af! Det er livsbekræftende og fantastisk at have et så engageret kor at arbejde med.”

Ud over Fyraftenskoret leder Camilla tre andre kor, som hun i år har haft både 20 og 30 års jubilæum med.

Du vil måske også kunne lide...

Kirkekontoret

Munkedammen 8, 1.

4320 Lejre 

Åbent for besøgende tirsdage 9-14 og torsdage 12-17

kamc@km.dk