Fra Kirkenyt juli-oktober 2024

Af sogne-, flygtninge- og migrantpræst Karen Vinther Ringsmose

Jeg blev for nyligt spurgt om, hvor jeg synes, vi skal hen med folkekirken? Hvad er mine visioner egentlig for Rorup og Glim?

Der er ikke noget enkelt svar. For jeg synes, vi skal mange steder hen og ad mange veje. Jeg synes, folkets kirke skal afspejle folket.

I en del år har det været et ønske fra kirken at blive bedre til at skabe kontakt til de 25-50 årige. De er svære at nå, hedder det sig. Til trods for at mange er eksistentielt søgende, vender de sig ikke mod kirken med deres etiske eller eksistentielle spørgsmål og længsler. Men hvordan bygger vi bro imellem folket og kirken?

Sæt ord på troen

Før 1960 havde folkekirken en naturlig autoritet i eksistentielle spørgsmål. Så kom religionskritikken, som vi har meget at takke for, men som også var første spadestik til en kløft imellem folk og kirke. Nu er vi et sted, hvor mange mangler et naturligt sprog for det religiøse. Det siger jeg ikke for at tale ned til nogen, for jeg synes også selv, det har været, og til tider er, svært at sætte ord på. Spørgsmålet ”Tror du på Gud?”, er blevet så privat, at det næsten kan virke grænseoverskridende at blive spurgt.

Distancen bliver særligt tydelig, når spørgsmålet føles, som om det ikke bare skal forklares, men også forsvares. Jeg hører ofte, at ”Jooo, jeg tror på noget, men nok ikke det samme som dig”. Derfor mener jeg, at en vigtig del i arbejdet som præst i dag er, at hjælpe folk til at føle, mærke eller sætte ord eller billeder på det større fælles.

Det meningsfulde fællesskab

Mange mennesker søger i dag mod meningsfulde fællesskaber. De vil være medskabende og medvirkende, og hvis kristendommen, som fortælling, skal give mening for dem, skal den tale ind i deres egen lille fortælling.

Derfor er min vision for vores sogne, at vi skal gøre mere for at møde mennesker, der hvor de er. Lytte til hinanden, etablere meningsfulde fællesskaber og hver især være en del af den store fortælling, der skal bære vores sogne og samfund videre. Det gælder i vores hverdag, hvor vi møder hinanden, såvel som i kirkerummet og menighedsrådene, hvor alle kan bidrage til at bygge bro.