Af sogne-, flygtninge- og migrantpræst Karen Vinther Ringsmose

Hist, hvor vejen slår en bugt i den smukke bøgeskov, ligger Center Avnstrup.

I perioder har min søn svært ved at falde i søvn. Så snakker vi lidt om alt det, han kan glæde sig til og drømme om. Når han er bekymret for noget, så beder vi en lille bøn og snakker om, at vi bor i et trygt og godt land. Og til sidst synger jeg alle mulige godnatsange, som alle på den ene eller anden side handler om, at han trygt kan lægge sig til at sove. Jeg passer på ham. Vi passer på ham. Gud passer på ham. Han kan være tryg.

En dag, efter at have afleveret ham i skole og vinket godmorgen til glade børn og voksne, åbner jeg min mailboks og ser en mail fra en frivillig på Center Avnstrup. Hun spørger mig, om jeg er klar over, hvad der er sket. En iransk kvinde og hendes to sønner er blevet hentet af politiet ved fem-seks tiden om morgenen. Det var meget voldsomt. Politiet bedøvede hende med en sprøjte og lod hendes mand og halvandet år gamle barn blive tilbage, da de ikke har noget pas. Vi tror, de er kørt i lufthavnen, skriver hun.

Og sådan er det at være afvist. Du kan aldrig vide dig sikker. Aldrig vide, hvornår bomben falder. Afmægtigheden er enorm. Og der sidder de og venter. Håber på, at deres sag bliver genåbnet, og at de vil få asyl. Mange har ventet i 8-10 år, mens de er blevet sendt rundt fra flygtningecenter til flygtningecenter. Der hviler en grå sky over Center Avnstrup. De fleste nerver er flossede, og humøret hænger lavt.

Gudstjenesten er et frirum

Det er ikke meget, jeg kan gøre for dem: lytte og tilbyde åndehuller. De beskriver selv gudstjenesten som et frirum, hvor de kan give slip og tro og håbe. Når vi har migrantgudstjenester i Særløse Kirke, er der ofte nogle fra menigheden, som ønsker at bede. De takker næsten altid de danske politikere for at sørge for, at Danmark er et godt og trygt land, og takker samfundet for at tage godt imod dem.

Jeg krummer altid tæer, når de siger det. De bor under kummerlige forhold på et asylcenter, hvor de er temmelig frihedsberøvede. Det minder nærmest om et åbent fængsel. De skal tjekke ind to gange om dagen, får ingen penge og må ikke arbejde. For de fleste afviste asylansøgere slutter livet, når de går ud af gymnasiet. For herefter må de ingenting: Ikke studere, ikke komme i praktik, ikke arbejde. Alt dette kaldes motiverende faktorer, for de afviste skal motiveres til at vælge at rejse hjem. Når de alligevel bliver, så er det af en eneste grund: Tryghed.

Og hvem er de så, vores naboer i de smukke Bidstrup skove? De er mennesker ligesom du og jeg, som er flygtet fra undertrykkelse, krig, terror, kummerlige vilkår… nogle er forfulgte. Fælles for dem alle er, at de ønsker frihed og muligheder for deres børn, som de ikke selv har haft. Men mest af alt ønsker de sig tryghed.

Velkommen til idylliske Midtsjælland. Jeg ville ønske, at vi alle trygt kunne lægge os til at sove her.