Leder i Kirkenyt november 2024-februar 2025

af Lars Christian Vangslev, tidl. konst. sognepræst i Osted og Allerslev sogne

”Grænseløst irriterende!” Kender du udtrykket? Vores tid dyrker det grænseløse. Det er et stort plusord for de fleste politikere, der gerne taler om det grænseløse samarbejde. Journalister følger ofte trop og lovpriser det samme ord. Men selve ordet, grænseløs, er, når vi bruger det til dagligt, negativt ladet. Den grænseløse opførsel. Det er det samme som en dårlig opførsel. En opførsel, der nærmer sig et overgreb.

Der gælder simpelthen en grænse for, hvilke handlinger over for andre mennesker du må gøre. Der findes grænser overalt i vores dagligdag: Der er en grænse for, hvor hurtigt du må køre på Lejrevej og Ledreborg Allé. Det er en fartgrænse. Der er også en grænse mellem din ejendom og min ejendom. Den grænse hedder skel, hvis det handler om grænsen mellem min matrikel og din matrikel. I mødet med et andet menneske vil du også have en grænse: En grænse for, hvor tæt han eller hun må træde og komme dig nær og gøre mod dig. Overtrædes den grænse, er det en grænseløs opførsel. Og bliver grænsen overtrådt, er det grænseløst irriterende at opleve.

Hvis grænseløs i daglig tale er negativt ladet, må grænse så være det modsatte. Men hvad ligger der i en sådan grænse? Fartgrænsen er indført af hensyn til alles sikkerhed på strækningen. Den tjener altså beskyttelse af livet. Skelgrænsen er til for at beskytte den svagere mod overgreb fra den stærkere, så han ikke bare tager det, han har lyst til.

Det samme gør også grænsen i mødet mellem mennesker. Der er sat en grænse, og grænsen er sat af hensyn til det andet menneske. Dette andet menneske kan også kaldes næsten. De forskellige grænser, der findes, er variationer af eller udtryk for den grundgrænse, der gælder i vores liv med hinanden. Den grundgrænse hedder: Du skal elske din næste som dig selv.

Der er en grænse for, hvordan vi kan opføre os. Der er en grænse for, hvad vi kan gøre over for det andet menneske. Det er ikke den stærkes ret, der gælder. Han kan ikke gøre, hvad han vil. Vi kan ikke gøre, hvad vi har lyst til. Grænsen er den anden: Hensynet til ham og hans liv.

Det kan naturligvis være grænseløst irriterende at få vide. Men grænsen, der er draget, er draget af Gud. Den gælder derfor os alle uden undtagelse. Det er måske meget betryggende at vide i en tid, der dyrker det grænseløse. Gud har sørget for at sætte en grænse i tilværelsen, så vi ikke er prisgivet hinandens forgodtbefindende. Livets Gud har sat en grænse for os af hensyn til livet.