Leder i Kirkenyt marts-juni 2025

Af sognepræst Anne Mette Jürgensen

I foråret 1977 blev 7.A fra Rundhøjskolen konfirmeret i Holme Kirke syd for Århus. Hele klassen blev konfirmeret, på nær én: mig. Jeg troede ikke på Gud, og ville ikke stå i en kirke og sige ja til noget, jeg ikke troede på. Året efter meldte jeg mig ind i et politisk ungdomsparti og kom på weekendkursus i ”Marxistisk teori og socialistisk politik”. Tolv år senere begyndte jeg dog at studere teologi, som den eneste fra klassen. Endnu tolv år senere blev jeg ordineret som præst…

Hvad lå der imellem de begivenheder, hvad ændrede sig i min tro, eller mangel på tro? Når jeg kigger tilbage, var der ikke tale om en pludselig ændring, sådan en ”over night” omvendelse. Der var snarere tale om en proces, en slags trosrejse med forskellige stationer.

En af stationerne var en kvindefredslejr ved Ravnstrup nær Viborg. Her havde en gruppe kvinder slået sig ned ved landevejen overfor et militært område for at protestere mod planer om et underjordisk NATO-kommandocenter. Den kolde krig var ikke slut, muren var ikke faldet endnu, og vi ville gøre vores for at sikre en mere fredelig verden. Vi boede i telte, vaskede os i åen og fik madforsyninger fra lokale folk. Kreativiteten var stor, når det gjaldt aktiviteter inde på det militære område, og i teltlejren spirede en religiøsitet, som rørte mig. Mange af kvinderne beskæftigede sig med healing, drømmetydning og meditation, og det åbnede en ny spirituel verden for mig.

Jeg startede hos en healer, lærte om drømmetydning og meditation. Mine drømme begyndte at handle om tro, og en nat drømte jeg, at en tidligere gymnasielærer stod i et klasselokale og gjorde opmærksom på et opslag bagest i lokalet. Her var en omtale af et kursus i religion hver onsdag aften. Både i drømmen og i vågen tilstand tænkte jeg, at et kursus i religion ikke lige var det, jeg havde brug for. Men to uger senere kom kursuskataloget fra Folkeuniversitetet ind ad døren, og her var netop et kursus i teologi hver onsdag aften. Sammentræffet var mærkværdigt, og en fordybelse i bibelen kunne måske alligevel være inspirerende, tænkte jeg.

Mødet med de bibelske fortællinger blev afgørende for mig. Jeg genkendte menneskers længsel efter Gud, efter at være omfattet af en kærlighed så stor som universet. Og jeg, der var vokset op med en psykisk syg mor, trængte i den grad til den kærlige omfattelse. Læreren, Lene Højholt, formidlede historierne, så de blev helt vedkommende og ramte min virkelighed. Hermed var vejen banet for det egentlige teologistudium, som var mere teoretisk men stadig vedkommende. Nogle få år inde i studiet valgte jeg at blive konfirmeret; nu var tiden kommet til, at jeg ville stå i en kirke og sige ja til min tro. Natten efter konfirmationen drømte jeg en enkel drøm: jeg tog en halskæde på – den halskæde med et kors, som jeg havde fået i dåbsgave. Betydningen var ikke til at tage fejl af; jeg tog det på mig, som jeg havde fået i dåben: Troen på, at jeg tilhørte den korsfæstede Jesus, at jeg var Guds elskede barn. Den tro bliver givet som et kim, som en mulighed der kan udfoldes livet igennem.

Efter at have boet 14 år i Cambodja, hvor jeg bl.a. arbejdede med dialog mellem buddhister og kristne, er jeg i dag tilbage som præst i Danmark; udlægger de bibelske tekster om søndagen, slutter hver tjeneste med en velsignelse og ordene: ”Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred”. Freden er stadig vigtig for mig, både som en ydre og en indre tilstand. Og jeg har det fint med at ønske ”God søndag” i et våbenhus, som fra gammel tid var det sted, hvor man skulle lægge sine våben, før man gik ind i kirken – stedet, hvor vi kan være sårbare og forsvarsløse i mødet med hinanden og Gud.