11/06/2025 0 Kommentarer
Fokus på fællesskab lokalt såvel som med Grønland
Fokus på fællesskab lokalt såvel som med Grønland
# Ledere fra Kirkenyt

Fokus på fællesskab lokalt såvel som med Grønland
Fælles arrangementer om Grønland og grønlændere og det grønlandsk-danske fællesskab
Af valgmenighedspræst Laura Lundager Jensen
Høje klipper, drivende isbjerge, indlandsisen, der breder sig over ubeskrivelige kvadratkilometer af land. Træhuse i alle regnbuens farver og et smilende grønlandsk folk.
Sådan toner billederne sig frem på nethinden, når vores naboland i Rigsfællesskabet nævnes. Men for mange af os danskere standser vores viden ved det. Vi må med skam at melde, at selvom vi har fulgtes med det grønlandske folk siden først i 1700-tallet, hvor missionæren Hans Egede af kongen blev sendt af sted for at grundlægge den grønlandske mission og ”Den Kongelige Grønlandske Handel”, er de fleste danskeres viden om det grønlandske folk fortvivlende lille.
Ud over smukke naturbilleder bæres vores viden desværre mere af fordomme og fortællinger om misbrug og overgreb end egentlig viden om, hvem det grønlandske folk er, hvad de drømmer om, det daglige liv i byerne og bygderne – og om hvorfor kaffemik er samfundets sammenhængskit, og hvordan kristendom og trommedans ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger.
Siden årets begyndelse er der sat fornyet fokus på den dansk-grønlandske nutidige og fremtidige fællesskab. I vores lokale sognesamarbejde har vi valgt at gribe anledningen til at blive klogere på vores broderfolk. Dette sker ved foredrag og koncerter i efteråret, men ikke mindst gennem samtaler og refleksioner. Ønsket er at råde bod på vores uvidenhed og på denne måde af få vores ”synsninger” og meninger kvalificeret.
Samarbejdet, der også går under navnet ”kirkehøjskolen”, arrangeres i et samarbejde mellem Osted, Allerslev, Rorup og Glim sogne og Osted Valgmenighed. Vi glæder os til at dele ny viden med jer!
Arrangementer: fællesskab med Grønland
- Onsdag den 8. oktober kl. 19.30 i Stalden, Osted: foredrag med Martine Lind Krebs
- Tirsdag den 28. oktober kl. 19.30 i Munkehuset, Allerslev: foredrag med Minik Rosing
- Onsdag den 12. november kl. 19.30 i Rorup Sognehus: foredrag om Per Kirkeby ved Povl Götke
- Torsdag den 6. november kl. 17 i Stalden, Osted: Grønlands danseteaterforestilling
- Torsdag den 20. november kl. 19 i Glim Kirke: Koncert med Rasmus Lyberth
Kommentarer