20/11/2025 0 Kommentarer
Glimt fra Lejre: Da tre mænd dukkede op i Rorup Kirke
Glimt fra Lejre: Da tre mænd dukkede op i Rorup Kirke
# Glimt fra Lejre

Glimt fra Lejre: Da tre mænd dukkede op i Rorup Kirke
Af Agnete Vibholt
På alterbordet i Rorup Kirke står tre mænd og tager imod: Kristus i midten med sejrsfanen omgivet af de to apostle Peter med nøglerne og Paulus. Sådan har de stået længe. Faktisk siden 1500-tallet, hvor bordet blev bygget. Men i 1920’erne blev de gemt væk bag et tykt lag maling med fine dekorative stafferinger.
For godt 30 år siden gennemgik Rorup Kirke en meget gennemgribende restaurering. Hver en sten i gulvet blev taget op. Under dem lå en skærv fra Erik af Pommern og en skilling fra Frederik den 3. På nordvæggen kom karmen over kvindernes indgangsdør frem, og det oprindelige gulv foran alteret viste sig at være malet i tern som et skakbræt.
Prædikestol og alterbord tog Nationalmuseet med på værksted. Ved hjælp af røntgenfotografering fandt man de tre mænd gemt bag malingen. Den blev nænsomt fjernet, og så kom de tre mænd frem i lyset igen. Restaureringen stod på over to år, men det sidste års tid var kirken i brug, blot uden altertavle og -bord.
Der var heller ingen prædikestol, som Nationalmuseet arbejdede på. I stedet kom tre kunstværker, som blev skabt i et tæt samarbejde mellem daværende sognepræst, Hanne Drejer, og Allerslev Skole. Mon ikke en læser eller to kan finde sig selv eller en barndomsven på billedet?
Kommentarer